Bras er den nye ideologi

Den 17. januar 2013 udgav Forlaget Taschenspiel deres første udgivelse Ideologi er noget bras. Bogen blev på udgivelsesdagen afleveret til dens rette adressat: Danmarks Radio. Ideologi er noget bras undersøger om X Factor, Stjerne for en aften og politikkens spin er ideologi eller bras. Baggrund bringer hermed andet kapitel af bogen.

”Ide­olo­gi er noget bras”, sagde Schlüter. Og med det mente han, at det måtte være slut med utopiske vision­er. Nu måtte det være slut med den pas­sion, der havde drevet det 20. århun­drede, og som altid endte i vold, måtte den være fascis­tisk eller kom­mu­nis­tisk, eller måtte den tilhøre den kun­st­ner­iske avant­garde eller små, rev­o­lu­tionære ter­ror­celler. (Det var som bek­endt også Schlüter, der sagde, at han og hans par­tifæller ikke var så kon­ser­v­a­tive, at det gjorde noget…). Tyve år efter, i 2003, bestiller De Kon­ser­v­a­tive – som det første par­ti – en stor under­søgelse fra et reklame­fir­ma, som skal blotlægge, hvad deres væl­gere og medlem­mer egentlig men­er, og hvor­dan man bedre kan få fat i dem ved at sætte større fokus på stør­relser såsom ”moral” og ”værdier”, og ved at skifte logoet ud med et mere mod­erne. Ide­olo­gi er noget bras, men hvad Schlüter ikke vid­ste var, at der var mere sand­hed i det udtryk, end han måske havde troet. Bras – dvs. brand­ing, reklame, følelser, logo­er og bal­lon­er – er den nye ide­olo­gi.

Schlüter, der selv læste otte avis­er hver dag, og som opfat­tede sig selv som en poli­tisk hånd­værk­er, var blevet over­halet inde­nom af en hær af reklame­folk og poli­tiske råd­gi­vere. Tv-sende­fladen var blevet skiftet ud med Husk lige tand­børsten – og i dag med Stjerne for en aften og X Fac­tor. Er det ikke netop også det, som Claus Hjort Fred­erik­sen godter sig over, som den nye ”ånd” i DR? Det er i dag vilkåret, at der ikke i prime time kør­er analyser af Irak-kri­gen, men at der i stedet er X Fac­tor. Med andre ord: Hvad vi kan få i dag er bras, dvs. under­hold­ning i meter­var­er. Vi kan få ting at for­bruge, men ikke at tænke med. Og hvad mere er: Det kan i dag være virke­lig svært at skære igen­nem, og at forstå, hvad der er bras, og hvad der ikke er. Det er som om, braset væl­ter ind over os fra alle sider, i jour­nal­is­tikken, i kul­turen og i vore hverdags- liv; for­brugsvar­er i en uen­delig strøm.

Soci­ologer som f.eks. Antho­ny Gid­dens og Ulrich Beck taler om, at den æra, som beg­y­n­dte med Murens Fald, kan kaldes ”den reflek­sive tid­salder”. Ver­den i dag kan ikke mere forstås gen­nem en række faste kat­e­gori­er, som f.eks. øst for Muren og vest for Muren. Muren faldt, og i de første år derefter var der for så vidt en fornem­melse af nye mulighed­er og måske end­da en fornem­melse af, at en ny stor æra i den cen­traleu­ropæiske frem­skridts­fortælling efter 2. Ver­den­skrig var påb­eg­y­n­dt. Resul­tatet blev imi­dler­tid forvir­ring, en man­gel på mulighe­den for ”kog­ni­tiv kortlægn­ing”, som kul­tur­an­a­lytik­eren Fredric Jame­son har sagt det. Muren faldt, men noget nyt og flot rejste sig ikke. Vi gik ind i den post-poli­tiske peri­ode, hvor par­tipro­gram­mer, vision­er og ideer lang­somt blev afløst af meningsmålinger, fokus­grup­pe­un­der­søgelser, brand­ing og reklamer. Kap­i­ta­lo-par­la­men­taris­men blev en slags neu­tral grund, som ingen rigtig spurgte til, og heller ingen turde pille ved.

Berlins ”ground-zero” – Pots­damer Platz – blev f.eks. ikke brugt til noget anderledes; en ny måde at tænke byliv, han­del og samek­sis­tens på. Det var ikke sådan, at en ny utænkt kon­stel­la­tion af den stramt­styrede kom­mu­nis­tiske livs­form med den vildt­for­bru­gende vestlige livs­form skabtes. På Pots­damer Platz find­er vi i dag Sony Cen­ter (med et væld af biografer og et indendørs Legoland), vi find­er Daim­ler AG’s domi­cil, og vi find­er Beisheim Cen­ter, der huser en af de største en gros-virk­somhed­er i ver­den, Metro AG. I lang tid vid­ste ingen rigtig, hvad der skulle ske med Pots­damer Platz, indtil én en dag fik en god ide: Vi byg­ger noget af glas og stål, som er meget højt. Og vi fylder det op med det, som bliv­er fremti­den: Under­hold­ning, bil­er, for­brugsvar­er.

Den reflek­sive tid­salder han­dler om, at ingen rigtig ved, hvad der skal ske. Ingen, heller ikke poli­tik­eren, der trods alt bruger det meste af sit vågne liv på at tænke sam­fun­det efter i sømmene, har nogen vision for fremti­den, hvis man ved en vision forstår en ny ide om et mere for­nuftigt og ret­færdigt sam­fund. Imi­dler­tid er kap­i­tal­is­men per­fekt til at udfylde et sådant tom­rum. Der er netop ingen ide med kap­i­tal­is­men. Den han­dler om at pro­duc­ere og for­bruge, og det er det. For­bruget, oprethold­elsen af kap­i­tal­is­men, er blevet det, der trods alt giv­er en vis ”form” til vore liv. Når vi her hævder, at grund­for­men for for­bruget er for­bruget af bras, så er det ikke for at neg­ligere alle de bevægelser mod større kvalitet, bedre ser­vice, mere økolo­gi og ans­varlighed osv., som vi i dag find­er blandt for­bruger­ak­tivis­ter. Så er det for at sige, at alt dette – om det er bil­ligt eller dyrt, om det er stort eller småt, dis­count eller kvalitet – ganske enkelt har den samme form, nem­lig vare­for­men. Vare­for­men er det, som ”formi­dler” braset, kan man sige. For kap­i­tal­is­men gør det ingen forskel, om man køber en oper­abil­let eller en bil­let til Kan­dis – begge dele er lige meget og lige lidt noget bras. Det vigtige er, at man hold­er hju­lene i gang og bidrager til, at der skabes vækst, dvs. prof­it.

En bil­lig banan, pro­duc­eret under kum­merlige forhold for colom­bianske banan­plukkere, har den samme form som øko-fair­trade bana­nen: De er begge en del af det samme sys­tem af var­er. Som for­bruger har jeg selvføl­gelig frit valg. Jeg kan vælge den bil­lige banan, og jeg kan vælge den dyre banan, der i tillæg giv­er mig en følelse af moral og ans­varlighed. Hermed kan man sige, at jeg som for­bruger er blevet spillet kor­tene i hån­den. Det er nu op til mig, hvilken ret­ning ver­den skal gå i: Mod mere prof­it eller mod mere sol­i­daritet. Med mit valg af ”den moralske banan” kan jeg dog netop ikke fravælge – eller man burde snarere sige afvælge – den bil­lige banan. Der er et udbud af var­er, som i sid­ste ende svar­er til den prof­it, der kan skabes af dem, og prof­it opnås bedst ved så bredt et sor­ti­ment som muligt, der hen­ven­der sig til alle købe­si­t­u­a­tion­er og kun­de­grup­per. Det vis­er sig med al tyde­lighed, når en enkelt mælke­pro­du­cent selv har hele sor­ti­mentet fra den ganske dagligdags industrimælk til den økol­o­giske fri­landsmælk. Val­get mellem disse to typer mælk er ikke val­get mellem to forskel­lige sam­fundsmod­eller, eller to forskel­lige ideer om et sam­fund. Det er snarere val­get mellem to forskel­lige ”sub­jek­tive posi­tion­er” inden­for for samme sam­fundsmod­el.

Det kan være svært nok at finde sig til rette med alle de valg, man i dag har som for­bruger, hvilket netop også er en del af tesen om det reflek­sive sam­fund. Det han­dler om måder at for­valte sin integritet på, måder at skabe sig selv og sin iden­titet på – om man er ”spare­typen”, der går efter de gule ”bedst til prisen”-mærker og no non­sense lev­er­postej, eller om man er den moralske-bev­id­ste type, der går efter ”Ø‑mærket” eller ”Svanemær­ket”. Hvad man aldrig når frem til, er at tænke over den logik, som i sid­ste ende bær­er det reflek­sive sam­fund, nem­lig for­brugslogikken. Her har vi det reflek­sive sam­funds kerne af tvang i al sin enkel­hed: Du har frit valg på alle hylder, og du må selv om, hvilken smag du vil have i munden bagefter – men vigtigt er det, at du køber noget.

Kap­i­ta­lo-par­la­men­taris­men er en under­lig sam­funds­form. Marx’ analyse af kap­i­tal­is­men var, at den fak­tisk er et væsentligt skridt fre­mad, i forhold til feu­dal­is­men for eksem­pel; et skridt fre­mad, som blot skal afløs­es af end­nu et skridt fre­mad mod det klas­seløse sam­fund. Marx skrev i en berømt sekvens i Det kom­mu­nis­tiske man­i­fest, at:

Alt fast og solidt for­dufter, alt hel­ligt bliv­er klædt af, og men­neskene bliv­er endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen still­ing i tilværelsen…

Imi­dler­tid var det, som Marx ikke forud­så, at noget ville over­leve, nem­lig vare­for­men. I dag er vi lige­som fanget mellem fornem­melsen af fri­he­den i kap­i­tal­is­men, og så den under­lige tvang, der lig­ger i, at vi for­bruger mere og mere, med større og større omkost­ninger for vores klode. Marx analy­serede selv vare­for­men i sit ligeledes meget berømte kapi­tel om ”Vare­for­mens hem­me­lighed” i Kap­i­tal­en. Det, som vare­for­men ifølge Marx gør, er, at den forsky­der vores opfat­telse af virke­lighe­den: Når vi sam­men­lign­er var­er, så burde vi, siger Marx, sam­men­ligne det arbe­jde, som er ned­lagt i dem. Vi burde med andre ord kigge ”bagom” varen. Det gør vi imi­dler­tid ikke. Vi lad­er var­erne selv om denne sam­men­lign­ing, og sådan går det til, at var­erne plud­selig, idet de alle sam­men ind­tager en plads i deres eget sam­men­lign­ing­shier­ar­ki, ser ud til at have vær­di i sig selv. Med Marx’ analyse burde denne forskyd­ning egentlig være afs­løret, og vi burde beg­y­n­de at kigge på pro­duk­tions­forhold­ene bag var­erne, måske end­da spørge til selve værdibegre­bet osv. Sagen er bare, at det gør vi ikke. Det er som om, vi ikke kan holde ud at skulle forholde os til dette trau­ma­tiske ”bag ved” vare­for­men. Vi gen­find­er her det fan­tasme, som gør, at vi over­hovedet kan bebo en sam­funds­form som den mod­erne kap­i­tal­is­tiske. I kap­i­tal­is­men er alt fast og solidt for­duftet, men i det mind­ste har vi selve for­men tilbage, som kan ”skjule” det, som vi egentlig burde kon­fron­tere.

Vi begraves i bras, så vi ikke når at tænke over, hvor alt det bras egentlig kom fra, og hvad vi skal med det.

For­men skjuler den stadig højere og højere pro­duk­tion­shastighed i den vestlige ver­den. Således er der fak­tisk en sand­hed i den måde, som rap­pere opfør­er sig på i dag, nem­lig i deres exces­sive brug af, hvad man pop­ulært kalder bling-bling. Sta­tussym­bol­er, som nogle gang er ”ægte” (dvs. guld for eksem­pel) andre gang plas­tik-kitsch, men som i alle til­fælde blot sig­nalerer, at ”jeg har styr på for­men”. Der er i den for­stand noget bemærkelsesværdigt i, at den væsentlig­ste mod­kul­tur i dag ikke er punken, men rap­pen. Ifølge psyko­analy­sen er sådanne mod­kul­tur­er netop bestemt ved at være vræn­gende per­ver­t­eringer af den måde, som magten opfattes på. Når en punker ifør­er sig sin krigs­ma­l­ing, kæm­mer håret op i en hanekam og spæn­der nit­te­bæl­tet, så er bud­sk­a­bet ikke bare, at ”jeg er en farlig per­son, kom mig ikke for nær” – og hvor menin­gen skulle være en slags hem­melig iden­ti­fika­tion med magten. Bud­sk­a­bet er snarere, at ”selvom I, jer der sid­der på magten – stat og poli­ti – virk­er så farlige, så er I bare en slags klovne, og I kan ikke gøre mig noget”. På samme måde med rap­peren. Rap­peren siger ikke bare, at ”jeg er en meget vigtig, rig og berømt per­son”, snarere siger han, at ”selvom sam­fun­det svøm­mer over med rige og vigtige per­son­er, der opfor­dr­er os til at spendere og for­bruge, så er der dybest set noget hult i det, det hele i virke­lighe­den en form for skue­spil!” Her ser vi alt­så med al tyde­lighed over­gan­gen fra den ”ide­ol­o­giske sit­u­a­tion”, hvor det gav mening at kon­fron­tere nogle klart iden­ti­fi­cerede repres­sive sys­te­mer (i meget brede ter­mer stat og poli­ti), og hvor man kon­fron­ter­er ved at vise læderets og nit­ternes impotens, til den ”post-ide­ol­o­giske sit­u­a­tion”, hvor kap­i­tal­en hærg­er, og hvor man gør grin med magten gen­nem bling-bling.

Måske kan man sige det mere præ­cist på denne måde: Over­gan­gen til brasets æra er en demokra­tis­er­ing af adgan­gen det bling-bling, som de ned­er­ste klass­er tra­di­tionelt har set som det ulti­ma­tive tegn på magtens exces­sive ødsel­hed og dekadence, kon­gens scepter f.eks. Hvor det i det før-mod­erne var kon­gen, der havde scepteret, er det i dag ulti­ma­tivt alles drøm at få det (eller noget lig­nende – en lyses­tage fra Georg Jensen eller en fed jakke fra Armani). Scepteret blev ikke smeltet om og sol­gt, i stedet blev ”scepter-for­men” den generelle form for de var­er, vi jagter i dag. I det før-mod­erne var gåden, hvor­dan det egentlig kunne være, at de ned­er­ste klass­er accepterede kon­gens autoritet (de opretholdt selv det sys­tem, der gjorde ham mulig), og hvor­dan de således undrende så ham skrabe enorme rig­domme til sig. I dag er gåden, hvor­dan vi alle accepter­er scepterets autoritet, og hvor­dan det lige­som danser videre, selvom det er ude af kon­gens hæn­der.

Bogen Ide­olo­gi er noget bras af Hen­rik Jøk­er Bjerre og Bri­an Ben­jamin Hansen er udgivet på For­laget Taschen­spiel. Det nys­tart­ede for­lag udspringer af Cen­ter for Vild Analyse. Bogen kan down­load­es gratis her.