En dråbe ro
To venner, én mikstur, en verden i acceleration. Før ”study drugs”, meditationskurser og frivillig blokering af sociale medier, fantaserede forfatteren H. G. Wells om en mikstur. En mikstur, som skulle fungere som et værn mod storbyens larm, stressede arbejdsdage og lange pendlertider. Dette lille pusterum beskriver Wells i novellen ”Den Nye Accelerator” (1901), og den inkluderer flyveture, kapitalismekritik og tidlig science fiction. Læs enten en introduktion til novellen herunder eller begynd med en dansk oversættelse af novellen her.
“I denne dyrebare ampul er kraften til at tænke dobbelt så hurtigt, bevæge sig med dobbelt hastighed, udføre dobbelt så meget arbejde i et givent tidsrum, som du ellers ville kunne” fortæller professoren Gibberne, da han præsenterer sin opfindelse i novellen ”Den Nye Accelerator” (1901). Miksturen, der har lagt navn til novellen, er naturligvis fiktion; opfinderen af dette præstationsfremmende middel var ikke kemiker, men en forfatter med en fornemmelse for samtidens radikale forandringer og medicinske eksperimenter, herunder heroin-baserede halstabletter og opkvikkende kokaincigaretter. Da H. G. Wells (1866−1946) udgav sin novelle ”Den Nye Accelerator”, satte han ord på det pres – og de muligheder – som et forhastet storbyliv kan byde på. Wells skildrer dette liv, og de krav og konsekvenser, der er for det enkelte individ, gennem novellens to primære karakterer, the mighty jester Gibberne og novellens jeg-fortæller.
Gibberne er kemiprofessor, og da læseren præsenteres for ham, står han til at vinde menneskets uendelige kapløb mod tiden. Han har nemlig som den første i verden opfundet en nervestimulans, der vil give mennesket muligheden for at få fingrene i tidens mest kostbare valuta: tid.
Længe før study drugs, meditationskurser og apps, der minimerer adgangen til sociale medier, fantaserede Wells om en mikstur, der skulle fungere som en modgift til det moderne livs trængsler. En flydende modgift, som skulle fungere som et værn mod storbyens larm og lange pendlertider. Miksturen skulle kunne indfri længsler efter mere tid, højere produktivitet og større koncentration. For når Gibbernes mikstur drøner rundt i kroppens alleryderste afkroge, kan man både bevæge sig og tænke hurtigere, hvilket novellens jeg-fortæller oplever, da Gibberne tester miksturens virkning med ham.
Gibbernes teori er, at hvis man bevæger sig dobbelt så hurtigt, vil man få dobbelt så meget tid til at løse de arbejdsopgaver, man altid halser bagefter. På et splitsekund kunne man tømme e‑mail indbakken, sortere rudekuverterne og ordne ugens indkøb. Man kunne endda nå at skrive en bog færdig, som Gibberne begejstret foreslår sin ven. Med andre ord får man med miksturen serveret en dråbe ro i fuldt tempo.
En bi i sneglefart
Det er i tråd med det tiltagende hastværk i Wells’ samtid, at Gibberne ikke stræber efter særlige evner lig de ældre versioner af myten om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen for at opnå et talent ud over det sædvanlige. Gibberne er snarere beskrevet som en Mefistofeles-skikkelse med sataniske undertoner, som med udgangspunkt i egne talenter forsøger at optimere og potentielt set lukrere på et samfund i hastig vækst. Gibberne ønsker derfor heller ikke at forlænge livet. For evigt liv harmonerer ikke med storbylivet. Det gør produktivitet til gengæld; dét, Gibberne efterstræber, er ”den absolutte acceleration livet”.
Men hvordan ser den absolutte acceleration af livet ud? Da fortælleren endelig modstræbende accepterer Gibbernes ihærdige opfordring til at prøve miksturen, begynder de to mænd at bevæge sig gnidningsfrit gennem tid og rum i en verden, der synes at være gået i stå i et fastfrosset øjeblik. Gibberne tester effekten ved at give slip på et glas, som i stedet for at smadres mod jorden, bliver hængende stille i luften, for miksturens effekt viser sig at være stærkere, end Gibberne havde forestillet sig. De betragter målløst de blafrende gardiner foran dem; tekstilet er frosset fast i et flagrende nu og ligner mere en skulptur end et gardin. Vægtløse kravler, nærmest flyver, de ud ad vinduet, da Gibberne får øje på et dyr: “forenden af hans finger, glidende ned gennem luften med vingerne baskende langsomt og med den samme fart som en exceptionelt langsom snegl – var der en bi”. I denne eksalterede tilstand bevæger bien sig i sneglefart, og for en stund ændrer biens natur sig fundamentalt, da det ellers hurtige dyr accelererer langsomt og tøvende foran Gibberne og jeg-fortælleren.
De møder mennesker på gaden, der er fanget midt i en gestus med halvt åben mund og en halvfærdig sætning hængende i luften; mennesker, som udveksler gensidige smil, der truer med at vare for evigt. En kvinde stirrer mod uendeligheden, mens en stillesiddende kusks kæbeparti sagte bevæger sig midt i et gab. Omverdenen er blevet forvandlet til et vokskabinet, hvor fortælleren og Gibberne optræder som statister blandt mennesker og dyr, som alle er fanget i deres bevægelser. “Der var de, folk som os selv og så alligevel ikke som os, frosne i skødesløse udtryk, fanget midt i bevægelser” tænker fortælleren, mens han og Gibberne begge lader sig gribe af tanken om, at ingen omkring dem opfatter deres tilstedeværelse. De stirrer tilbage på de frosne mennesker. De griner og laver ansigter ad dem, indtil de rammes af et ubehag over at udnytte deres egen fordelagtige position.
Ubehaget kulminerer, da Gibberne får øje på sin yndlingsaversion: En lille, uopdragen og galpende skødehund, som tilhører en ældre kvinde fra nabolaget. Hurtigt snupper Gibberne den stive ubevægelige hund ud af favnen på kvinden for at gøre en ende på hunden ved at smide den ud over en klippeskrænt. Han når dog ikke langt med sit bytte. For mens omgivelserne tilsyneladende bevæger sig i slow motion, så haster fortælleren og Gibberne videre i en sådan fart, at der springer gnister fra Gibbernes bukser. “Luftens friktion” råber fortælleren, “Luftens friktion. Vi bevæger os for hurtigt. Ligesom meteoritter og sådan. Det bliver for varmt”. Gibberne har med sit dobbelttempo slået sig på luftens friktion, og han må opgive sit mellemværende med hunden.
Vokskabinet
Med brændende bukseben, et hævntogt mod en skødehund og fjollede grimasser bevæger Gibberne og fortælleren sig gennem verden som et andet Gøg og Gokke-par i det, der bedst af alt kan beskrives som en science fiction-komedie. Men selvom Wells i et humoristisk tonefald beskriver, hvordan de to karakterer boltrer sig i verden, så er der en vis spænding mellem det seriøse og det komiske, mellem samfundskritik og komedie. Det er underholdende, når den excentriske kemiprofessor impulsivt tester sin egen mirakuløse mikstur, og sært pirrende for læseren at forestille sig, hvad man selv ville bruge et kvarters tid på under påvirkning af Gibbernes mikstur. Svæve gennem vinduer? En gang for alle at gøre en ende på naboens irriterende hund? Eller måske bare spankulere nøgen rundt i kvarteret?
Det føles næsten som om, at det alene er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kunne gøre. Men som Gibberne og jeg-fortælleren oplever, så ændrer ens moralske grænser sig ikke alene, fordi man bevæger sig hurtigere for en stund. For efter at have skåret ansigter ad folk, og Gibberne har forsøgt at løbe afsted med naboens hund, rammes de af skam. En skam over at have overskredet grænserne for, hvad man gør ved andre levende væsner, når ingen opfatter det. Og i dette tilfælde mennesker, der ikke har en chance for at tage til genmæle.
Da der midt i al komikken går ild i Gibbernes bukseben, tager deres omgivelser sig med ét nu anderledes ud. Omgivet af mennesker, som pludselig ligner døde voksagtige figurer og med flammerne stående ud af buksebenene, føles verden som et jordisk helvede for de to venner. Deres næsten djævelske trang til at udfordre naturens love ender i en mere dyster version af den verden, Gibberne, jeg-fortælleren og vi andre lever i til daglig.
Denne fiktive søgen efter at teste grænserne for den acceleration, der fandt sted under den urbane, industrielle og teknologiske acceleration, der tog fart i Wells’ samtid, sætter ligeledes spørgsmålstegn ved, hvor langt mennesket kan omforme sin tilværelse gennem teknologiske og videnskabelige fremskridt. Selvom miksturen er fiktion, så er selve idéen om, at mennesket skulle kunne bevæge sig i forskellige tempi, grundlæggende set ikke helt fremmed for Wells’ samtid. Beskrivelsen af en verden i forskellige hastigheder er på sin vis en virkeliggørelse af netop den verden, som novellen blev født af.
Skiftet fra hestevogn til omnibus og internationale jernbanenet, fra månedlange brevkorrespondancer til hurtige nyheder over Atlanterhavet via telegrafnetværk og det voksende telefonnetværk gjorde, at en som Wells i det 19. århundrede kunne opleve, hvordan mennesker og information kunne bevæge sig i flere hastigheder – samtidigt! For at imødekomme et liv på farten opstod der en række nye publikationer, der kunne tages med under armen. Heriblandt det månedlige magasin Strand Magazine, som novellen ”Den Nye Accelerator” blev trykt i.
Indtil da var det den store victorianske roman, der havde domineret bogmarkedet. En romanform, som fyldte både i plot og sideantal, og som nu blev nødt til at skrumpe i format, idet læserens lænestol i høj grad blev udskiftet med et togsæde grundet “a rapidly growing cultural demand for speed-reading” som litteraturforskeren Nicholas Dames formulerer det. Speed-reading blev det urbane menneskes daglige markør for væksten i ny teknologi, nye læsevaner og et nyt tidspres.
Sideeffekterne af dette vokseværk blev til gengæld tidsknaphed, distraktioner og koncentrationsbesvær for denne læserskare, der eksempelvis læste Strand Magazine i undergrundssystemet på vej til endnu en lang dag på kontoret. Lyde, menneskemængder, pludselige ryk i toget, svigtende elektrisk lys, aviser, larm og sælgere blev alle trusler mod den koncentration, det kræver at læse, og derfor gjaldt det om at blive bedre og bedre til at skimme læsestof og orientere sig hurtigt og fokuseret. De nye læsevaner blev ”a training ground for the industrialized consciousness, not a refuge from it” ifølge Dames. Denne “industrialiserede bevidsthed” måtte være i stand til at navigere hurtigt i informationer, producere resultater inden for korte tidsfrister og følge med i en verden, hvor forstyrrelserne i tide og i utide bankede – og stadigt banker – på døren.
Hvad enten man skimmer eller nærlæser “Den Nye Accelerator” kan det til tider føles som at sidde med et historisk vidnesbyrd, da novellen som en historisk kilde indtager en tvetydig position. Novellen er på den ene side trykt i et magasin, der var lavet til at have med under armen og dermed skabt til at kunne underholde den enkelte læser på vej i et myldretidstog; på den anden side udstiller den netop dette stress og jag, et liv i storbyen kan forårsage.
Wells sammenfletter den menneskelige erfaring og den industrialiserede verden til sidst i novellen. Da effekten af miksturen aftager, beskrives det som en fornemmelse af at afslutte en togtur, “det var ligesom at sagtne farten, når man nærmer sig en togstation”. Deres langsomme indføring tilbage til realtid beskrives ikke i positive termer; tværtimod oplever fortælleren og Gibberne det nærmest som et andet syndefald. De føler et strejf af en eksistentiel angst, da omverdenens velkendte lyde og bevægelser pludselig kan høres og ses igen, efter at de har transcenderet jordens umiddelbare realtid. Tid er blevet forvandlet til en relativ størrelse, mens fart er blevet en kropslig erfaring.
I denne ellers let fordøjelige novelle rumsterer spørgsmålet om menneskelig agens. For i hvilken grad må mennesket gøre sig til herre over tid og rum gennem teknologi og videnskab? Bag Gibbernes fiktive mikstur, bag grimasserne foran de frosne mennesker, bag bien, der i et øjeblik kan forveksles med en snegl, gemmer der sig et videnskabeligt fremskridt, der kan forandre samfundet i ekstrem grad. Dette skaber et prekært forhold mellem skabelse og destruktion, mellem acceleration og kollaps.
Wells’ novelle om forsøget på at mestre den menneskelige erfaring i en verden, der er blevet markant mere kompleks, er ikke den eneste skildring fra 1800-tallet, hvor grænserne for fremskridt testes i fiktionens verden. Mens tidligere versioner af Faust-myten ifølge litteraten Marshall Berman handlede om, hvordan Faust ønskede sig et talent til at opnå universelle goder såsom penge, sex, magt og berømmelse, så gav Johann Wolfgang von Goethe nyt liv til myten i første halvdel af 1800-tallet med sin version af Faust. Goethes Faust-skikkelse ønsker ifølge Berman “a process that will include every mode of human experience, joy and misery alike, and that will assimilate them all into his self’s unending growth; even the self’s destruction will be an integral part of its development”. Berman anskuer denne radikalt anderledes version af Faust som værende influeret af den moderne verden, der opstår i slutningen af 1700-tallet. En verden, hvor tidligere universelle goder såsom penge, sex, magt og berømmelse synes flygtige, når et voksende netværk af jernbaner, kabler og veje skubber til grænserne for tid og rum. Denne ekspansion kræver snarere uendelig vækst, “a desire for development” som Berman skriver; noget, som Goethes Faust ender med at ønske sig. Fart bliver med andre ord det mest ønskværdige, fordi det har det største potentiale. Med fart som det ultimative gode i det 19. århundrede, er Gibbernes mikstur et godt bud på dens utopiske manifestation. Mens miksturen kun for en stund kan accelerere virkeligheden for eksempelvis at kunne arbejde hurtigere, befinder det underliggende mål sig tæt på Goethes Faust: At man gennem udvikling kan mestre den menneskelige erfaring ud fra et ønske om at navigere i en verden, der er blevet betydeligt mere kompleks og mere krævende.
Men at ville mestre dette er ikke uden konsekvenser. Gibberne affejer distræt konsekvenserne af sin mikstur med en bemærkning om, at man kun vil nærme sig alderdommen med “en forsvindende lille smule” ved gentagen brug af Den Nye Accelerator. Fortælleren er dog mere skeptisk. Han spekulerer på, hvad Gibbernes drøm om den absolutte acceleration af livet vil betyde: “Så ville han helt sikkert leve et aktivt rekordliv, men han ville være voksen som 11-årig, midaldrende som 25-årig, og som 30-årig ville han være godt på vej mod et senilt forfald”. Det er muligt, at Gibberne undviger spørgsmålet, for i slutningen af novellen afsløres det, at Gibberne allerede arbejder på en anden mikstur, der skal stå i kontrast til Den Nye Accelerator. Han vil nemlig skabe et modtræk i form af miksturen Forsinkeren, som skal kunne få et par sekunder til at strække sig over flere timer. I stedet for at øge ens arbejdskapacitet vil Forsinkeren få en til at glide ind i en døs, “og på den måde bevare en sløv inaktivitet, et gletcher-agtigt fravær af iver midt i de mest livlige og irriterende omgivelser”. Mens Den Nye Accelerator tilbyder brugeren at tilkoble sig til en højteknologisk strøm, så giver Forsinkeren muligheden for at trække stikket som et slags mentalt silent retreat, der tilbyder en døsig tilstedeværelse midt i storbyens larm.
Trods brændende bukseben og en lille hunds nærdødsoplevelse har Gibberne ikke de store skrupler med at fremstille begge miksturer: “Vi kommer til at producere og sælge Acceleratoren og i forhold til konsekvenserne – der må vi se…”. Og dermed bringer Wells læseren tilbage til det mefistoliske træk ved Gibberne. Som en anden djævel frister han ikke alene jeg-fortælleren, der lig Faust lader sig lokke, men snart også alle andre omkring ham. Den Nye Accelerator sælges som dét middel, der skal sikre både restitution og acceleration, selvom det dybest set ikke er andet end et symptom på de problemer, der findes både i og uden for fiktionens verden. Det bekræfter jeg-fortælleren selv, for novellen ender med, at han afslører, at den novelle, som læseren lige er blevet færdig med at læse, er blevet skrevet på en dosis af Den Nye Accelerator. Det belejlige ved at sikre sig et langt uforstyrret stræk af arbejde midt i en dag fuld af aftaler kan ikke overdrives, ifølge fortælleren. “Jeg begyndte klokken 6.25, og mit ur er nu næsten et minut over halv” skriver han lettet, kun afbrudt af at have “gumlet på lidt chokolade som hjælpemiddel”.
Marie Weis Steenkjær er redaktør på Baggrund og cand. mag. i Moderne Kultur. “Den Nye Accelerator” kan læses i en dansk oversættelse her.